Home » Attraktiv arbejdsplads » Chris MacDonald: Alle kan gøre arbejdsmiljøet bedre – også ledelsen
Arbejdsmiljø

Chris MacDonald: Alle kan gøre arbejdsmiljøet bedre – også ledelsen

Chris macdonald snakker om ledelse
Chris macdonald snakker om ledelse
Foto: start up stock photos

Ansvaret for det gode arbejdsmiljø ligger både hos den enkelte medarbejder og hos ledelsen, mener Chris MacDonald, fysiolog og foredragsholder.

Dårligt arbejdsmiljø er en udfordring mange steder, og løsningen ligger ifølge Chris MacDonald på flere niveauer. Problemerne kan selvfølgelig være vidt forskellige, men i rigtig mange tilfælde har den enkelte medarbejder et stort ansvar for at have arbejds- og livsglæde med på arbejde hver dag. ”Vi spiller selv en central rolle i vores egen trivsel, men selvfølgelig er vores omverden mindst lige så vigtig – dog har vi sjældent kontrol over den. På det personlige plan handler det om det, vi på engelsk kalder ’energy management’. Vi ved, at vores energiniveau spiller en afgørende rolle i lykke, motivation og selvregulering,” fortæller Chris MacDonald og understreger, at det gælder om at gøre sig umage, så det føles godt bagefter.

Attituden smitter hurtigt

Det er utroligt, hvad attituden, vi møder op med, betyder. Den samtale, vi har med os selv, de værdier og den holdning vi har, er afgørende for, hvordan vi møder kolleger, chefer og samarbejdspartnere.”Det er svært at være positiv, hvis man siger til sig selv, at det er umuligt i dag. Jeg laver mange ting, for eksempel vandreture, hvor man med det samme kan mærke, når der er nogen, der har en dårlig samtale med sig selv. Det smitter af på alle andre. Vi aflæser hinanden hele tiden. Her gælder det for eksempel også om at møde udhvilet, for ellers kan man ikke være 100 procent autentisk glad,” siger Chris MacDonald og indskyder, at det også gælder for chefen, hvor det i dag nærmest er lidt ’machoagtigt’ at møde op og lede virksomheden efter fire timers søvn, men det svarer til at være lidt fuld. Det handler meget om vaner og prioriteringer, men alt for mange undervurderer, hvor stor en rolle søvnen spiller.

De rette rammer

Chris MacDonald holder mange foredrag hos virksomheder, og budskabet er, at den overordnede trivsel og arbejdsglæde er den enkeltes ansvar, men kun én ting er vigtigere, og det er den verden, der er omkring én, rammerne. Hvis de ikke er i orden, fejler vi, næsten uanset hvad vi gør. Ifølge Chris MacDonald skal vi tilbage til en slags ’basic’, hvor vi har traditionelle værdier og regler, som alle forstår og diskuterer. ”For eksempel taler man ikke negativt om nogen, der ikke er der. Man bliver overrasket over, hvor meget energi, der bruges på det. Her kan lederen gå forrest og sige, at her er der nul tolerance. Det vil vi ikke have her. Vi skal møde hinanden med respekt og mod, som det hedder på engelsk, ’courage’.”

Ledelsesansvar

”Mange virksomheder har visioner, missioner og ’core values’, men utroligt mange medarbejdere ved ikke, hvad de er. Derfor skal man tale om dem og ikke bare notere dem på et stykke papir, og lederen skal forvente det af medarbejderne,” mener Chris MacDonald. Ledelsen kan med fordel komme på forskellige ledelseskurser og lære mere om metoder og redskaber. ”Det samme gælder, når man stiller muligheden for ’at tale med en psykolog’ til rådighed. Det er altså ikke cool at tale med gutterne om, at man har været til psykolog. Min første gang hos psykolog, fik mig straks til at tænke, hvad er der i vejen med mig? Men man kan kalde det ’coaching’. En chance for at få sparring, indspark og måske et fysisk træningsprogram. Det kan ledelsen lære om på kurser, hvor de også kan få ideer til sunde kantiner og flere pauser i løbet af en lang dag, som ofte tilbringes foran skærmen i et larmende åbent kontorlandskab. Det er ingen af os skabt til, og coaching kan også vejlede om ordentlig søvn og mindfulness som nogle af de grundlæggende byggesten i en god hverdag.”

Next article