Home » Supply Chain Management » Konkurrenceevnen øges når logistikken er effektiv
Logistik

Konkurrenceevnen øges når logistikken er effektiv

avatar

Michael Svane

Branchedirektør, DI Transport

Logistikken er afgørende for virksomhedens økonomi og muligheden for at handle med kunder i Danmark og udlandet.

Logistikken og transporten skal være på plads, men hvor vigtigt er det egentligt hurtigt at få styr på sin logistik? Det er et spørgsmål om at have styr på sin egen forretning og en del af virksomhedens produktivitet. Det er en del af varens pris og kvalitet, at den når frem til tiden, forklarer Michael Svane, branchedirektør hos DI Transport. ”Hvis man vil udenlands, er logistikken simpelthen afgørende for, om kunderne vil handle med dig. Tidsdimensionen er meget vigtig i dag, hvor der er fokus på hurtige leverancer, der overholder tidsgrænserne. Vi har begrebet ’slot’, der handler om, at varerne skal være fremme inden for et vist tidsrum, og er de ikke det, så fejler man på opgaven. Det skal bare være så effektivt som overhovedet muligt,” siger han.

Mange overvejelser

Virksomheden kan både have egne folk, der styrer salg og aftaler, men afhængigt af størrelsen og kunderne kan man begynde at overveje, om man skal gøre brug af en professionel transportvirksomhed med erfaring og indsigt i de forskellige markeder. ”Der er mange faktorer at tage højde for, blandt andet om man skal have eget lager, outsource lageret, eller hvor man skal placere sig. Her kan det være en fordel, at transportvirksomheden eller speditøren har kendskab til markedet og flowet,” siger Michael Svane og tilføjer, at det også afhænger af, om det er til dagligdags distribution, som for eksempel fødevarer.

Vigtigt med godt markedskendskab

Det kan også være, at det drejer sig om viden eller konsulentarbejde, og her er det også muligt at hente professionel hjælp med kendskab til markederne, fortæller Michael Svane og påpeger, at der ofte kan være dyre lærepenge at hente for en virksomhed, der ikke har styr på sin logistik i sin udviklingsfase. ”Det kan godt være, det koster noget, men de penge er ofte givet godt ud i sidste ende, når rådgivning og vejledning har sikret nye kunder på nye markeder, hvor man lever op til forventningerne til en effektiv logistik. Det kan også være, at når man alligevel er på det tyske marked, er det en god idé at komme ind på det polske marked, og her er det vigtigt at have et godt markedskendskab for at kunne foretage udvidelsen effektivt,” siger Michael Svane og tilføjer, at de har sloganet ’En succes ude, starter med dialog hjemme’. Det er opskriften på succes på nye markeder – godt markedskendskab og en effektiv logistik, så er virksomheden godt på vej mod nye mål.

Next article