Home » Supply Chain Management » Digitalisering af lagerlogistik sikrer konkurrenceevne
Digitalisering

Digitalisering af lagerlogistik sikrer konkurrenceevne

avatar

Nigel Edmondson

Direktør for MADE

Hvis man som virksomhed ikke er opdateret på den nyeste udvikling af automatisering og digitalisering af lagerlogistik, risikerer man at miste penge og konkurrenceevne, siger Nigel Edmondson, direktør for MADE.   

Det er en nødvendighed for mange virksomheder at have et lager for at få produktion og efterspørgsel til at gå op i en højere enhed, men det kræver en omhyggelig logistik af lageret og hele forsyningskæden, hvis det skal fungere optimalt. Automatiseringen og digitalisering af lagerlogistikken er af den grund også i konstant udvikling, og det er en udvikling, man skal følge med på, hvis man ønsker at bevare sin konkurrenceevne, siger Nigel Edmondson, direktør for MADE, der arbejder for at fremme produktion i Danmark gennem forskning, innovation og uddannelse.

”Hvis man f.eks. er underleverandør til større udenlandske virksomheder, og de digitaliserer deres produktion, skal virksomheden være med på denne udvikling, så man kan koble sig på deres lagerdata og logistik og levere hurtigt og effektivt, når der er brug for det. Det kan have betydning for, om man bevarer en kunde eller ej.”

Digitalisering minimerer fejl

Når man som virksomhed benytter sig af et lager, øges også risikoen for tabt fortjeneste i form af spildvarer, eller varemangel, der påvirker virksomhedens leveranceevne. Spildvarer eller varemangel opstår typisk ved fejl i registreringen af antallet af givne enheder eller varer, man har på lager. Så har man ikke et præcist kendskab til, hvad der er på lager, og hvad der ikke er. Det sker især, hvis virksomheden bruger mennesker til at registrere eller tage varer fra lageret manuelt. Det øger risikoen for lagerfejl – såkaldte plukfejl – men det kan minimeres med den nyeste udvikling af robotter, computersoftware og generelle digitalisering af produktionen og lagerlogistik.

”Det er altid en rigtig god ide for virksomhedens drift at have et effektivt lagersystem, der holder skarpt øje med, hvor meget man udskifter produkterne,” siger Nigel Edmondson og fortsætter:

”Ved at digitalisere lagerlogistikken, bruge computere til registrering og f.eks. robotter til at hjælpe med at tage varer ud af lageret, undgås i højere grad fejl i lagerlogistikken. På den måde optimeres også virksomhedsøkonomien.”

Lad lageret gå på diæt

Udover at minimere lagerfejl er det også vigtigt at holde et slankt lager. Man skal i princippet kun lige akkurat have varer nok til at dække efterspørgslen fra kunder, da der altid er en risiko ved at have varer, som måske ikke kan afsættes. Ekstra lagervarer er desuden bundne penge, som virksomheden kunne have brugt andre steder. Ved at anvende software og algoritmer kan du ud fra lagerdata optimere lagerlogistikken og forudsige, hvor meget mere der skal produceres af en bestemt enhed for at følge med efterspørgslen – men samtidig holde lageret på et minimum.

”Med et digitalt system i forsyningskæden, der kan forudsige varemangel, kan virksomheden altid være på forkant med bestillinger og samtidig minimere antallet af spildvarer. Det gælder om at presse lageret ned til det mindste, uden at man mister kunder,” siger Nigel Edmondson.

Vi vil i stigende grad se en automatiseret og digitaliseret forsyningskæde, hvor produktionen er forbundet direkte med kunden via internettet.

Internet of things

Forsyningskæden vil ændre sig i de kommende år, men udviklingen er allerede i gang.

”Vi vil i stigende grad se en automatiseret og digitaliseret forsyningskæde, hvor produktionen er forbundet direkte med kunden via internettet. Det vil handle om at kunne forkorte tiden fra, hvornår kunden lægger en ordre, til kunden får bestillingen. Her skal man være hurtigst og mest præcis, og det kræver et hurtigt automatiseret system.”

Fremtidens forsyningskæde vil være forbundet med ’internet of things’ og bruge big data til at forudsige efterspørgsel og behov.

”Internettet åbner nye muligheder for at optimere produktion og lagerbeholdning. Bosch har f.eks. lavet en boremaskine, der kan sende informationer over internettet tilbage til fabrikken, hvor den fortæller præcist, hvor mange skruer den har skruet, og hvor den har skruet dem. Samtidig kan den give en status over boremaskinens generelle tilstand og slidtage. På den måde ved man som virksomhed, om der vil være nye kunder på vej, og om efterspørgslen vil ændre sig. Alt den information vil hentes ind og behandles digitalt,” siger Nigel Edmondson.

Next article