Home » Attraktiv arbejdsplads » Det Kongelige Teater: Ledelsen skal fortjene medarbejdernes tillid
Ledelse

Det Kongelige Teater: Ledelsen skal fortjene medarbejdernes tillid

Foto: Pixabay
avatar

Magnus Restofte

Kommunikationschef, Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teaters ledelse har et decideret strategisk mål om bedre intern kultur og kommunikation. Det skal bl.a. ske ved en åben dialog med medarbejderne og en tilgængelig øverste ledelse. Processen er godt i gang. 

”God kommunikation og en tydelig ledelse, der tør tage dialogen med medarbejderne, er altafgørende for at skabe et sundt arbejdsmiljø og arbejdsglæde blandt medarbejderne,” fastslår kommunikationschef Magnus Restofte, Det Kongelige Teater. Men det kan være en udfordring, når arbejdspladsen med omkring 900 medarbejdere rummer så mange forskellige typer mennesker. Det Kongelige Teater har da også været ude i turbulens – senest i 2016-17, hvor der skulle gennemføres hardcore besparelser, og hvor tillidsmænd klagede over topstyring.

”Som ledelse har vi på den hårde måde lært at blot det at lytte til medarbejderne kan have en stor effekt på at skabe et miljø baseret på tillid. Som ledelse skal man gøre sig fortjent til medarbejdernes tillid, og det kræver nogle gange, at lederen sætter sin rumpe i klaskehøjde, kigger sine kolleger i øjnene og tager imod input – også når der er besparelser og udfordringer i sigte.”

Disciplinen kommunikation

I dag har Det Kongelige Teaters ledelse et decideret strategisk mål om bedre intern kultur og kommunikation af den enkle årsag, at det både skaber arbejdsglæde og bedre resultater.

”Store besparelser afføder utryghed. Derfor har det været vigtigt for teatrets ledelse at genvinde medarbejdernes tillid. Vi har meget stringent sat fokus på åbenhed og sat gang i flere forskellige tiltag for at skabe rum for dialog. Det er igennem vores intranet, hvor både ledelse og medarbejdere kommer til orde. Men det er også igennem adskillige fora, hvor ledere og medarbejdere har kunnet tale om den periode, man befinder sig i, om de processer, der er i gang og endelig om måden at komme videre på. Den åbne dialog skaber anerkendelse og forståelse fra begge sider af bordet. Men vi arbejder stadig som ledelse på at blive endnu bedre i disciplinen kommunikation, så medarbejderne har tillid til de beslutninger, der bliver truffet, har mulighed for at stille spørgsmål og få en forklaring – også når den er svær. Der er tale om en kontinuerlig proces, hvor vi aldrig kan sige, vi er helt i mål. Men må bestræbe os på hele tiden at blive bedre.”

Kærlighed til kunsten

Endnu en brik i kommunikationsstrategien er oprettelsen af en blog, hvor den øverste ledelse skriver indlæg, tager imod spørgsmål og forsøger hurtigt selv at give et svar.

”Bloggen er et forsøg på at gøre afstanden mellem ledelse og medarbejdere mindre. Ledelsen skal være tilgængelig for dialog. Og det er den som sagt helt bevidst om i dag.

Det Kongelige Teaters medarbejdere er ekstremt dedikerede. Vi føler, vi har en mission og derigennem en dybere mening med vores arbejde. Og når alle på teatret nærer en stor kærlighed til kunsten og den betydning, vi mener, den har i et moderne samfund, så er der et godt fundament at bygge videre på  – selvom man både skal rumme besparelser, moderniseringer og strategiprocesser. Dedikationen er nok også en af årsagerne til, at vi stadig kan tiltrække arbejdskraft fra den øverste hylde, på trods af at vi absolut ikke er lønførende.”

Duften af eventyr

Det Kongelige Teater ligger som den eneste statsinstitution i top ti, når det gælder en arbejdsplads, danskerne vil være stolte af at arbejde for. Det viser en undersøgelse lavet af YouGov BrandIndex, som blev offentliggjort i maj. Kommunikationschef Magnus Restofte, Det Kongelige Teater, peger på specielt tre faktorer, som han mener har haft særlig indflydelse på den flotte placering.

”For det første er teatrets medarbejdere gode ambassadører med en høj arbejdsglæde og en stor stolthed omkring deres virke. Den dedikation spredes ud til venner og bekendte. Dernæst tror jeg det har haft betydning, at vi igennem tre år har ydet en målrettet indsats for at åbne teatret for danskerne, så de er kommet tættere på oplevelserne bag scenen og på processerne med at lave teater. Det har gjort noget positivt i forhold til vores omdømme og danskernes værdsættelse af kulturarvens scenekunst, som vi jo er sat i verden for at bevare og udvikle.

Den tredje faktor er helt sikkert teatrets mangfoldighed. Det Kongelige Teater rummer så mange forskellige stillinger. Vi har ikke kun én faggruppe. Men kan tilbyde alt fra en hardcore talknuser til en specialiseret pedel. Fra en skuespiller, balletdanser, operasanger og en violinist til en digital markedsføringsspecialist, en producent og en lysmester. Mange danskere kan se sig selv i vores univers.

Og så skal man ikke kimse ad duften af eventyr.”

Next article