Home » Supply Chain Management » Følger du din CSR-strategi? Her er, hvorfor du bør følge op på det, du siger
CSR

Følger du din CSR-strategi? Her er, hvorfor du bør følge op på det, du siger

avatar

Christian Honoré

Founder af Goodwings

Det er vigtigt at kommunikere korrekt om, hvordan man forholder sig til CSR, men ligeså vigtigt, at man gør, som man siger, mener den erfarne CSR-rådgiver Christian Honoré.

Skrevet af Jens Kisker

Der er mange faldgruber forbundet med at signalere, at man tager CSR alvorligt som virksomhed. Det rejser nogle forventninger hos både ’stakeholders’ og kunder, og er der ikke styr på det, man melder ud, så skyder man sig selv i foden, siger Christian Honoré og nævner risikoen for blandt andet ’shitstorms’ og skuffede forventninger fra kunder og ’stakeholders’.

”Det er vigtigt, hvad der er væsentligt for firmaet. Man kan gøre meget, som ikke har betydning, men man må se på, hvad der faktisk har betydning for interessenter og forretningsdelen af firmaet. Vil man øge ’impact’ og bidrage positivt til forretningsdelen, så nytter det ikke at sige, man gør en indsats, og senere bliver taget i ikke at leve op til det, man har kommunikeret,” forklarer han.

Tolkning af CSR

I den globale verden, hvor handlen foregår på tværs af grænser og verdensdele, kan det naturligvis være svært at holde styr på alle sine underleverandører, der befinder sig langt fra vores verden rent geografisk og har andre holdninger til og regler for arbejdsmiljø og menneskerettigheder m.m.

Det er vigtigt, hvad der er væsentligt for firmaet. Man kan gøre meget, som ikke har betydning, men man må se på, hvad der faktisk har betydning for interessenter og forretningsdelen af firmaet.

”I min praksis som rådgiver har jeg set et par eksempler på, hvordan man fortolker det med en effektiv CSR-strategi. Enten tolkes det, som om man sikrer sig, at der ikke er børnearbejde i nogle af leverandørvirksomhederne. Alternativt fortolker man det, som om man forsøger at undgå, at der foregår noget, som strider mod virksomhedens CSR-politik.

Der er forskellige holdninger til, om det sidste er for lidt eller det første for meget,” siger Christian Honoré og tilføjer, at for eksempelvis store supermarkedskæder, der har hundredetusindvis af underleverandører er det naturligvis umuligt at have tjek på, at alle leverandører overholder CSR-politikken. Det må man forklare sine ’stakeholders’, så de ikke forventer, at man aldrig overtræder regler eller ambitioner på området.

Usikkerhed omkring løsningen

For mange virksomheder med mange leverandører, blandt andet hos de store supermarkedskæder, kan det bedre betale sig at gå direkte til producenterne og arbejde med at forbedre produktionsvilkårene. Dermed springer man flere led over i kæden, siger Christian Honoré og påpeger, at for større virksomheder, der samarbejder med færre store leverandører, er det muligt at stille direkte krav til disse for at overholde den etiske standard, man har meldt ud, at leverandørerne skal overholde.

”Det er klart, at jo større virksomhed, jo større er forventningerne også til, at de har en klar CSR-politik og strategi. De fleste virksomheder tænker over det, men mange er usikre på, hvordan de skal gribe det an i praksis. De gør først noget alvorligt ved det, når de har oplevet konsekvenserne af ikke at have levet op til de udmeldte intentioner. Det er en udfordring at følge med, for forventningerne ændrer sig hele tiden, så det kræver opmærksomhed,” mener han.

Det er klart, at jo større virksomhed, jo større er forventningerne også til, at de har en klar CSR-politik og strategi.

CSR er bestemt i live

Christian Honoré mener ikke, at CSR er gået hen og blevet et modeord, som for længst er gledet bort fra dagsordenen i erhvervslivet, men derimod blevet mere en del af hverdagen mange steder.

”CSR er bestemt ikke dødt, men i dag er leverandørstyringen lagt over i indkøbsafdelingen i mange virksomheder, hvilket indikerer, at det er blevet mere mainstream og en vedligeholdelsesfaktor – hvis du ikke gør det, så er det ude af business på et tidspunkt,” siger han og påpeger, at en ansvarlig CSR-politik også medfører bedre produkter, der kan være en del af markedet mange år fremover, når der stilles større krav til virksomhederne. I dag lægges mange af de udgifter, produkterne belaster samfundet med, over på virksomhederne, blandt i form af affalds- og CO2-afgifter.

Next article